Vores turnaround er lykkedes

17.05.2017

InfoCare: Vores turnaround er lykkedes

It-servicevirksomheden InfoCares danske afdeling har i de senere år måttet melde flere tocifrede millionunderskud ud, når året skulle gøres op. 2016 endte dog i et anseeligt plus, og det ser endelig ud til, at man høster frugten af en årelang turnaround.

big_article_460

Adm. direktør i InfoCare Danmark, Tanja Lykkehøj Holsøe.Foto: PR/INFOCARE

Efter at have præsenteret flere tocifrede millionunderskud siden 2011 peger pilen nu endelig i den rigtige retning for den norske it-koncern InfoCares danske afdeling. Virksomheden kan nemlig bryste sig af et overskud på 6 mio. kr. efter rekordunderskuddet på 21,3 mio. kr. i 2015.

Virksomheden har dermed hentet 27 mio. kr. på ét regnskabsår ud af en samlet bruttofortjeneste på 46,9 mio. kr. i det, adm. direktør Tanja Lykkehøj Holsøe kalder “en meget vellykket turnaround,” hvor man blandt andet har trimmet forretningen og hentet flere samarbejder med internationale kunder gennem moderkoncernen.

“Vi har i 2016 haft stor glæde af de nordiske samarbejder, hvor InfoCare i norden har indgået store aftaler, og vi så leverer den danske del af det,” fortæller hun til ITWatch og henviser til, at man i høj grad har vundet store nordiske aftaler gældende hele koncernen med både internationale outsourcing-partnere og hardware-producenter.

Tanja Lykkehøj Holsøe overtog i 2016 tøjlerne i den danske afdeling, efter at den tidligere direktør Kim Lyngaae i starten af 2016 valgte at søge andre udfordringer. Virksomheden beskæftiger sig primært med vedligeholdelse af hardware som computere og printere – fieldservice – og udlejning af personale – staffingservice – til virksomheder.

Opsvinget var i gang, men blev knækket

InfoCare kunne faktisk allerede i 2014 fremvise et snævert overskud på lige under 1 mio. kr. efter flere års omstrukturering under daværende direktør Kim Lyngaae, hvor man halverede medarbejderstanden til 120, og i en samlet konsolidering af koncernen samlede reparationen af hardware i Sverige.

I 2015 mistede man dog en række større kunder, hvilket resulterede i rekordunderskuddet på over 21 mio. kr. og endnu en tilpasning af medarbejderstaben i 2016, som blev reduceret til 103 ansatte i Danmark.

Af årsregnskabet for 2016 fremgår det, at virksomheden henter godt 18 mio. kr. i reducerede lønudgifter, men Tanja Lykkehøj Holsøe fremhæver samtidig, at både reduceringen i antal medarbejdere og opsvinget sker som følge af øget fokus på kerneforretningen.

“I starten af 2016 er vi blevet færre på især de administrative stillinger, så størrelsen passer til den organisation vi er i dag. Samtidig fokuserer vi, i forlængelse af den allerede etablerede plan fra 2012, på kerneforretningen i Danmark, som er staffing- og fieldservice,” siger Tanja Lykkehøj Holsøe.

I et tillidsvotum har moderkoncernen desuden polstret den danske afdelings egenkapital med 16 mio. kr., så den nu lyder på 16,5 mio. kr.

“Det er en helt almindelig kapitaltilførsel, men moderselskabet viser, at de er fuldt ud engagerede i vores del af virksomheden,” lyder det fra Tanja Lykkehøj Holsøe.

Offentlige deludbud skubber forretningen frem

Forventningerne til 2017 er, at væksten fortsætter i opadgående retning.

Første skridt tog man 1. maj, hvor InfoCare overtog servicekontrakten på at servicere Skats it-servicebehov i de kommende fire år. Man er derfor lige nu i gang med at implementere udbuddet, som rammer lige ned i virksomhedens kernekompetencer.

“Det var et udbud begrænset til it-service, men det passede perfekt til os. Vi har en klar salgsstrategi om blandt andet at gå efter de offentlige udbud, hvor det går direkte på kerneforretningen staffing- og fieldservice. Så 2017 indeholder lige så meget nye kunder der kommer ind, og vi oplever generelt en stor kundeinteresse,” fortæller Tanja Lykkehøj Holsøe.

Hun fortæller, at der er sket et skifte i den måde det offentlige strikker udbud sammen på, så der i dag er mere plads til mindre og mellemstore leverandører indenfor de mere specialiserede områder.

“Det offentlige er ind i mellem blevet mere opmærksomme på at definere udbuddene, så de får mere specialiserede leverandører ind på mindre deludbud i stedet for, som tidligere, at have de her kæmpestore udbud, hvor alt er inkluderet,” siger Tanja Lykkehøj og fortsætter:

“Tidligere var det ofte kun nogle få virksomheder, der reelt havde volumen bredden til at byde ind på så store udbud. Nu har mindre og mellemstore virksomheder også en realistisk chance for at byde ind, og det oplevede vi senest med Skat.”

Nye opgaver og fremgang til trods, er direktøren tilbageholdende med at komme med et bud på 2017-resultatet.

“Et hop på 27 mio. kr. kan jeg nok ikke levere. Det vil alligevel være for optimistisk. Jeg tror på, vi kan fortsætte væksten, men jeg vil helst ikke sige noget alt for konkret,” lyder det i munter tone fra Tanja Lykkehøj Holsøe.